Vi er blevet betroet et ansvar
På en rejse til Kenya oplevede praktikant Leticia Bedoya, hvordan menneskers liv kan påvirkes af klimaforandringer. Hun mener, at Kirken har et ansvar for at tackle de globale problemer.
Som praktikant hos IAS fik jeg i oktober muligheden for at deltage på en rejse til Kenya. Det var en berigende personlig oplevelse, som gav mig stof til eftertanke. Under rejsen besøgte jeg Tharaka-regionen. Her har IAS de sidste par år haft et projekt, der hjælper lokalbefolkningen med at tilpasse sig det skiftende klima. Klimaforandringerne har forstyrret regntidens rytme, så bønderne ikke ved, hvornår de kan så og høste. Tharaka oplever tørke hvert fjerde år; hvert tiende år så voldsomt, at sultkatastrofer lurer. Når regnen endelig kommer, kan den tørre jord ikke absorbere regnen. Dette skaber voldsomme oversvømmelser. Oversvømmelser, som river huse og husdyr med sig.
Vand er liv
På vejen mod Tharaka, som ligger centralt i Kenya, fik jeg en oplevelse af, hvor varmt og tørt stedet er. Da det var i den tørre sæson, var træerne nøgne, markerne visne, og der var støv overalt. Vigtigheden af indsatser, der hjælper lokalbefolkningen til at tilpasse sig det skiftende klima stod klar for mig. Når ens livsgrundlag er bundet op på landbrug, er man sårbar i et område som Tharaka.
Jeg fik mulighed for at møde flere deltagere i projektet og høre, hvordan deres levevilkår var blevet forbedret. Cornelius og hans kone var de første, som vi besøgte. Gennem projektet har de fået bygget et vandreservoir, der opsamler regnen, når den kommer. Adgangen til vand betyder liv for dem. Vandet giver en bugnende køkkenhave, bedre sundhed, flere økonomiske ressourcer og mere tid til at engagere sig i andre aktiviteter. Før brugte de nemlig op mod tre timer om dagen på at hente vand. Det var opmuntrende at opleve deres glæde og høre, hvordan projektet havde skabt en forandring i deres liv.
Vi har et ansvar
Min rejse til Kenya gav mig mulighed for at reflektere over vores rolle og ansvar som kristne i forhold til at tackle de aktuelle globale problemer, som klimaforandringer, der direkte påvirker mennesker som Cornelius og hans familie. Jeg tror, at vi er blevet betroet et betydeligt ansvar for at tage vare på Guds skabning, både mennesker og natur. Jeg håber at se et kirkesamfund, der er bevidst om sin position og stemme i samfundet og er villig til at være en drivkraft for forandring til det bedre.
Er du vores nye praktikant?
Læs mere om det her eller kontakt IAS Engagementsleder Christoffer Wilki-Kurtzhals på mail christoffer.wilki-kurtzhals@ias-danmark.dk.