Jeg føler mig genfødt
Fotograf og filmskaber Daniel Overbeck laver til dagligt reklamer for brands, som mange af os kender. En tur til Tanzania med IAS gav ham muligheden for at fortælle historier om børn og unge med handicap. Turen har rørt ham dybt.
Daniel Overbeck byder indenfor i sin lejlighed på Frederiksberg i København. I baggrunden kører tanzaniansk gospel. Kameraer flyder på bordene. Vi har sat hinanden i stævne for at se optagelser fra den nyligt overståede tur. Og for at samle op på en rejse, der har betydet meget for Daniel: “Der har været rigtig mange hårde perioder det sidste års tid. Efter turen føler jeg, at jeg har genfundet min passion igen. Jeg føler mig genfødt på ny.” Det er ikke helt tilfældigt, at Daniel bruger ordet ‘genfødt’, for det har en særlig betydning for ham.
Newborn
“For 10 år siden vælger jeg at tage den kristne tro personligt til mig. Jeg er vokset op i en kristen familie, men i mine tidlige ungdomsår var jeg meget rebelsk i forhold til min opvækst. Da jeg bliver 18 år, beslutter jeg mig for, at det er på tide, at få nogle mål i livet – ud over at ryge hash med mine venner. Da jeg beslutter mig for at gøre noget anderledes, kommer navnet ‘Newborn’ til mig. Siden da har det været en rejse at finde ud af hvad det egentlig betyder.” Daniel holdt fast i ‘Newborn’ og i dag er han indehaver af Newborn Media. Hans egen Instagram-profil kalder han ‘the.newborn’. Her deler han ærligt ud af livets op og nedture med sine 40.000 tusinde følgere. Og for nylig tog han dem med Tanzania.
Historier som ikke skulle sælge et produkt
Det var egentlig ikke planen, at Daniel skulle til Tanzania med IAS. En anden fotografs aflysning betød dog, at Daniel med få dages varsel sprang til. Pludselig sad han i flyet mod Tanzania sammen med sin gode ven og fotograf, Nicki Vestergaard. Ingen af dem havde været i Afrika før. Opgaven lød på at dokumentere IAS’ arbejde for børn og unge med handicap i Singida. Præmissen var fortælle historier om forandring og håb, men også om de behov, som fortsat eksisterer. Adspurgt hvad der fik Daniel til at tage af sted med så kort varsel, svarer han: “Jeg tror, at det var tanken om at lave en film, der gør en forskel for nogle mennesker. At fortælle historier som ikke skulle sælge et produkt. Og så var det en udfordring, som jeg havde lyst til at takke ja til.”
Med udsigt til en stor udfordring på et nyt kontinent, var den varme velkomst i lufthavnen fra værten John Gallawa kærkommen. Daniel og Nicki boede hos John og hans familie gennem hele turen. Dette gav dem et unikt indblik i den lokale kultur: “ Vi fik følelsen af ‘Hold da op, vi bor virkelig med de lokale her!’ I modsætning til de mange andre turister på vores fly, som skulle til Zanzibar, så var vi for alvor landet i Afrika”.
En dag ad gangen
Dem der har været i Østafrika ved, at tid og aftaler er noget andet end i Danmark. Denne uforudsigelig faktor, var også noget som de to danske fotografer skulle vænne sig til: “Vi prøvede hver aften at spørge ‘Hvad er programmet for i morgen?’. John nævner nogle steder og nogle navne, men vi fatter jo ingenting. Så hver morgen sagde vi til hinanden: ‘Vi håber, at det bliver en god dag’”. Hver dag besøgte Daniel og Nicki 4-5 forskellige steder og lavede interviews. Kilovis af kameraudstyr skulle slæbes frem og tilbage. Deres viden om de personer, som de skulle interviewe var ofte begrænset. Derfor blev de ofte følelsesmæssigt overrasket. Efter at have været på farten i 8-10 timer ventede et solidt aftensmåltid bestående af kylling, ris og kogte bananer. Herefter skulle der laves backup af billeder, renses kameraer og lades batterier op. Hver dag sluttede på den samme måde: “Når vi var færdige om aften satte vi os ud i Johns have i 20 minutter og kiggede på hinanden. Lige for at trække vejret et par ekstra gange inden vi gik i seng. Men vi var taknemmelige hver aften. Vi snakkede om, hvor stor en oplevelse det var for os som venner at være med i sådant et projekt.”
Det er jo det, håbet er
Daniel og Nicki besøgte familier, kirker, skoler og lokale myndigheder gennem deres fem dage i Singida. Alt sammen med formålet om at give stemme til de børn og unge som lever med handicap i en kultur, som ofte stigmatiserer mennesker med handicap. Det er blevet til fortællinger om forandring og håb - midt i svære livsvilkår. Særligt børnenes og de unges fortællinger om drømme ramte Daniel: “Jeg er selv vokset op med mange drømme for mit liv. Man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at have drømme og turde håbe. Det er jo det, håbet er – troen på at der kan ske noget bedre.” Drømmene synes dog ofte svære at realisere, reflekterer Daniel undervejs. Barske livsvilkår og fattigdom besværliggjorde vejen til en bedre fremtid for børnene. Men trods svære livsvilkår blev Daniel altid forundret over glæden og taknemmeligheden: “Det er sådan en oplevelse, der rører en. Når man stiger ud af bilen og der står 200 børn og kigger en i øjnene og råber ‘Velkommen til!’. At mærke deres glæde, håb for fremtiden og deres kærlighed til hinanden og os. Det er lidt ud over det sædvanlige.”
En fuldstændig ærlig film
Efter hjemkomsten har Daniel brugt mange dage på at redigere de 6 timers film og mere end 4000 billeder, som han bragte med hjem. Planen er at materialet skal udmunde i en fotoudstilling og dokumentarfilm. Men hvad ønsker Daniel, at folk skal tage med fra hans arbejde? “Mit ønske er at lave en fuldstændig ærlig film. At vise hvad de her folk, som vi har mødt i Tanzania har at sige. At fortælle de historier, som vi har hørt. Og så håber jeg, at folk støtter. Og jeg kan komme afsted igen.”
Man bliver løftet op
Tilbage i lejligheden på Frederiksberg er kaffen efterhånden drukket. Gospeltonerne strømmer stadig ud af anlæggets højtalere. Adspurgt om turen har forandret noget i Daniel, svarer han uden at tøve: “Min kæreste sagde til mig: ‘Det er som om, der er sket et eller andet efter, at du er kommet hjem’. Og jeg tror bare, at man bliver løftet op. Man bliver løftet op af at møde mennesker, der er så fyldt af kærlighed, og taknemlig, og livsglæde og tro”.
