Hjerte for de mest udsatte
Når jeg flyver henover Afrika, tænker jeg:
"Der må være nogen der nede, der har brug for at høre de gode nyheder…”
Torben Madsen rundede med sin 60 års fødselsdag den 9. marts et skarpt hjørne. Han har brugt det meste af livet er brugt på mission. Særligt de, der er mest udsatte og har allermest brug for hjælp, har han et hjerte for at nå ud til.
Henrik Gunnertoft Bojsen har skrevet dette tilbageblik om Torben Madsen. Torben har Afrika og mission i blodet som få. Han er vokset op i Tanzania som missionærbarn. Fra han var blot to år gammel, har han boet i Afrika, og han har brugt stort set lige så meget af sit liv i Afrika som i Danmark.
Han har et særligt hjerte for de mest udsatte. I 1999 fik Torben et kald til at arbejde med somalierne i Afrikas Horn. Arbejdet begyndte i et partnerskab med hjælpeorganisationen IAS i Sverige, hvilket blev startskuddet til en selvstændig IAS-organisation i Danmark. Den har Torben stået i spidsen for siden slutningen af år 2000. IAS kæmper for verdens mest udsatte. Det sker typisk i partnerskab med kirker i Danmark og i Afrika.
IAS har i dag i ni ansatte i Danmark, som gennemfører aktiviteter i ni lande primært i Østafrika. Organisationen har også arbejdet i blandt andet i lande i Sydamerika og Asien.
På den måde har Torben taget stafetten videre fra sine forældre, Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen.
- Mine forældre har helt fra starten lært mig at leve et liv i tro; både i forhold til liv, kald og økonomi. Jeg har lært, at man ikke kan regne den ud, men må stole på Gud. Et styrende princip for mig, er, at jeg skal gøre det, jeg kan, og så må Gud gøre det, jeg ikke kan.
Opvæksten i Afrika var naturligvis ikke uden udfordringer. To gange var Torben ramt af alvorlig sygdom. Først tuberkulose og senere leverbetændelse, men familien oplevede, at Gud greb ind ved bøn. Det har givet ham en dyb tillid til Gud.
- Mine forældre levede i tro til, at Gud sørger for os. Nogle gange var det svært, men jeg husker ikke, at vi manglede noget. Det lærte mig at tro Gud for alle ting; at han er trofast og aldrig kommer for sent. Vi levede et naturligt tros- og bønsliv, hvor vi vidste at Gud er med os, også selvom der var sygdom, svære tider og prøvelser.
Som 15-årig vendte Torben sammen med familien tilbage til Danmark. Forældrene var kaldet som forstanderpar i Betania Kirkecenter i Blåhøj ved Brande.
- I kirken mødte jeg Dorrit. Vi blev hurtigt venner, og hun hjalp mig med at forstå mit nye liv i Danmark. Da vi blev kærester, var jeg blot 16 år gammel, og Dorrit var 15. Vi har holdt sammen siden. Det blev et partnerskab for livet.
- Vi oplevede begge Guds kald til at tjene ham, og vi besluttede at sætte Gud først i vores liv og følge ham. Det konkrete kald var et børnehjem, Testimony Faith Homes, i Eldoret, Kenya.
- Vi kastede os ud i det med opbakning fra vores forældre og kirken. De stod bag os, men det var en lidt vild beslutning, for vi var kun 21 og 22 år, da vi rejste ud sammen med vores 9 måneder gamle barn.
I Kenya blev Dorrit leder for en børnehave, og Torben blev leder for en mekanikeruddannelse for unge forældreløse drenge, der var i deres pubertet på godt og ondt. Samtidig skulle der mad på bordet til 60 forældreløse børn og medarbejdere. Tiden var ikke let, fortæller Torben.
- Vi måtte lære at have tillid til Gud omkring det hele. Vores unge ægteskab og barn, vores opgave på børnehjemmet, hvor vi ikke på forhånd anede til de udfordringer og forventninger, vi blev kastet ud i. Vi lærte at stå sammen i tro for at få mad på bordet, vi lærte konfliktløsning, og vi lærte, hvordan vi i det hele taget skulle tackle livet.
- Da vi kom hjem på besøg et år senere sagde menigheden: ”I rejste ud som børn, men kom hjem som voksne”, fortæller Torben. Efter to år i Kenya havde det unge par nogle år i Danmark, hvor Torben var ungdomsleder og senere medforstander i menigheden. I årene 1988-1992 rejste Dorrit og Torben igen til Eldoret i Kenya – og igen med menigheden i ryggen.
- Det var en fantastisk tid, som vi ofte ser tilbage på med stor glæde. I de fire år plantede vi sammen med vores kenyanske menighed 40 kirker, vi byggede en bibelskole, og vi uddannede over 30 nye præster, fortæller Torben.
Dette arbejde bygges der videre på i dag. Torben Madsen ønsker at bygge bro mellem menighederne i Danmark og udviklingslande.
- IAS skal være den svagestes stemme og fortaler, både ved direkte at være engageret og gennem kirkepartnerne.
At hjælpe de mennesker, der er mest usynlige, og som har absolut mindst, både åndeligt og fysisk, er en ledetråd.
- Dorrit og jeg ønsker at se kirker og tjenester i Afrika lykkes i at nå deres egne mål. Vi drømmer om, at de styrkes, så arbejdet ejes af dem og dermed bliver vedvarende og bæredygtigt.