IAS har som noget nyt i år lavet 4 små film om drengen James fra Uganda. De 4 film fungerer som en adventskalender.

James er blind og møder rigtig mange udfordringer og fordomme. Uddannelse er meget vigtig for børn som James. Desværre er der tradition for, at børn med handicaps og funktionsnedsættelser ikke bliver regnet for noget og derfor ikke kommer i skole. James vil i videoerne lukke os ind i sin verden og sine tanker. Vi får lov at følge med ham i skole og besøge ham i hans hjem.

Se alle afsnittene her

På vores Youtube kanal.

 

Historien om James

En øjenvidneberetning fra IAS nødhjælpskoordinator Rut Juhl

 

Evelyn er blind – og gør en forskel for blinde børn

 

IAS kæmper for børns rettigheder til kvalitetsundervisning og dermed få medindflydelse på deres eget fremtidige liv. Børn med handicaps møder mange fordomme og ofte ekskluderet fra skolegang. IAS arbejder også for, at forældre og samfund skal få et mere nuanceret og positivt syn på udsatte børns muligheder for at lære, både her i Uganda og andre steder i Afrika. Atanga Primary School er én af de skoler, som IAS støtter. På skolen går næsten tusind elever. En ud af ti har et eller flere handicaps. På skolen får disse elever håb om en fremtid med samme muligheder som alle andre.

 

Skolegang koster

Lyden af børns latter og råb høres i skolegården. Nogle spiller fodbold, andre leger og nogle sidder i grupper og sludrer. Det er spisefrikvarter; det er varmt og solen skinner. Heldigvis er der store træer, hvor man kan finde skygge.

De fleste af børnene er klædt i skoleuniform; blå nederdel eller shorts og hvid skjorte.  Skolegang er gratis, siger regeringen, men det er ikke helt rigtigt, fortæller IAS Ugandas landechef Juliet Namukasa.  Undervisningen er gratis og egentlig obligatorisk for alle børn. Alligevel er det langt fra alle børn, der går i skole, for forældrene skal selv betale for uniform, mad og bøger. Det er ikke alle, der har råd eller prioriterer det.

 

Børnene kan, når de får den nødvendige støtte

Vi befinder os på Atanga Primary School i det nordlige Uganda. Her går 965 elever, og ud af dem har 110 elever et eller flere handicaps. Skolen har en specialafdeling for blinde eller svagtseende børn.

De har to speciallærere ansat. En af dem er Evelyn, hun er selv blind. Hun mistede synet som tiårig på grund af mæslinger. Evelyn er ikke ked af sit synshandicap. Hun oplever at kunne gøre en forskel for blinde børn ved at hjælpe dem til at tro på, at deres liv er værdifuldt, og at også de en dag kan få en uddannelse præcis som børn uden handicaps.

Odong Alexis er rektor på skolen. Han deler Evelyns holdning:

”Hvis børnene får den nødvendige støtte, kan de blive eksperter. De har brug for støtte, får de det, kan de blive hvad som helst” siger han.

Dette er ellers ikke den gængse opfattelse i lokalsamfundet. De fleste anser børn med særlige behov for værdiløse; som en byrde. Før i tiden blev mange af disse børn smidt i floden. Forældrene prøvede at få det til at se ud som et uheld. Nu bliver børnene ofte gemt væk i husene, nogle bliver bundet. Det er flovt at have et barn med handicap. Mange tror det skyldes en forbandelse.

 

Troede, at der var heksekræfter på spil

James er en af eleverne på skolen. Han er 17 år. Han er blind fra fødslen. Hans øjne var anderledes end andre spædbørns. Pupillerne i James øjne var nogle gange helt væk, og man kunne kun se det hvide i øjnene.

Forældrene troede, at det var heksekræfter, der var på spil. De udførte traditionelle ritualer for at få James øjne til at blive normale, men det virkede ikke. Efter et stykke tid, indså de, at det ikke skyldtes en forbandelse. James var blind, sådan var han født. Han ville aldrig komme til at kunne se.

Deres glæde over at være blevet forældre svandt, det samme gjorde deres håb for James´ fremtid. Et blindt barn fra en fattig familie i en lille landsby i det nordlige Uganda ville få meget svært ved at klare sig.

Familien lever af landbrug. James kan ikke dyrke jorden. Han kan ikke styre en plov trukket af okser, og det er for farligt at arbejde med en skarp hakke.

James er nu en stor dreng, men forældrene er stadig bekymrede. Bekymrede for James fremtid, og også for deres egen. I Uganda er det børnene, der tager sig af forældrene, når de er vokset op, og forældrene blevet gamle. Der er ingen pension og intet social sikkerhedsnet.

 

Mange udfordringer

James begyndte i den nærmeste skole. Her var der ingen lærere, der var uddannede til at undervise blinde, og han lærte ikke at læse og skrive.

For et par år siden fik Atanga Primary School kontakt til James forældre, men skolen ligger flere timers kørsel fra familiens landsby. Børn som James kan ikke selv pendle til skole, og der er ingen skolebus, der dagligt kører så langt.

På Atanga Primary School er de klar over dette problem. Som specialskole dækker de et meget stort område. Odonga Alex fortæller, at der i det hele taget er mange udfordringer og barrierer for inklusion af elever med særlige behov.

 

Værd at investere i børns fremtid

Den største er, at få familierne og samfundet til at tro på, at disse børn kan lære. At de har en fremtid, og at det er værd at investere i disse børns skolegang.

Mange forældre til børn med handicaps ser det som spild af penge og spild af tid. Der ligger et stort arbejde i at ændre folks holdning.

Dette er en opgave, som Margerethe Alanyo har taget på sig. Hun er ansvarlig for børn med særlige behov i distriktet. I 14 år har hun kæmpet for at ændre folks tankegang og for at få børn som James inkluderet i skolesystemet.

En anden stor hindring er afstanden. Der er så få skoler, der kan tilbyde kvalitetsundervisning for eleverne, at afstanden fra børnenes hjem til skolen ofte er meget stor. Det er derfor nødvendigt, at børnene kan bo på skolen. På Atanga Primary school har de næsten færdiggjort en sovesal for piger. Nu mangler drengene et sted at bo, men skolen har ikke råd til bygningen. Da James begyndte på skolen for to år siden, tilbød, Evelyn, at huse James. Han har boet der siden, men det er ikke en holdbar løsning.

 

Der er et godt sammenhold på skolen

På skolen går eleverne med særlige behov sammen med børn uden handicaps. De blinde børn modtager specialundervisning i at læse og skrive punktskrift. I de fleste andre timer er de integreret i den normale undervisning.  Der et godt sammenhold mellem eleverne.

 

Vil bare gerne føle sig normal

James fortæller, at han bare gerne vil føle sig normal og blive behandlet som enhver anden ung dreng. Det bliver han på skolen, og han er glad for at gå der.

Samtidig lærer de andre elever, at børn med særlige behov på mange måder er som alle andre børn, og at handicaps ikke behøver at være en hindring for læring. Det er en lærdom, de tager med sig ind i voksenlivet og forhåbentlig vil give videre til deres børn.

 

Øjenvidneberetning: En dreng præcis som mine egne

Drengens fingre glider over mine arme, mit ansigt og mit hår. Han er blind, han oplever og sanser igennem føle, lugte og høre sanserne.

Jeg er der for at interviewe ham, filme ham og opleve verden, som han oplever den. For at forstå, hvordan det er at være et blindt barn i et landdistrikt i Uganda.

Han er et barn med udfordringer. Udfordringer, der nemt kan ekskludere ham fra skolegang – og fra en værdig fremtid

Han deler sine tanker, sin drømme og sine bekymringer med mig.

Han vil bare gerne inkluderes; han vil gerne hygge sig og have det sjovt med sine venner. Han vil bare gerne blive behandlet som en normal dreng.

Han drømmer om at blive lærer. Han vil gerne hjælpe børn - lige som han selv. Hjælpe dem til at lære, til at tro på, de kan blive til noget.

At de er noget – noget værd. Og så vil han gerne være uafhængig af andre.

Han vil ikke være en byrde for sine forældre.

Jeg tænker; han skal nok klare den. Han er stærk – viljestærk. Og så er han heldigere end de fleste i samme situation. Han har en familie, der støtter op om hans læring og investerer i hans fremtid med de ellers meget sparsomme ressourcer, de har at gøre godt med.

Jeg besøger ham i hans hjem og på hans skole. Hans familie tager så godt imod mig. Det samme gør lærerne og eleverne på skolen.

Han tror på Jesus. Han tror på, at hans liv og hans fremtid er i Guds hænder. At han er skabt og villet af Gud. Det tror jeg også.

Det er hårdt at høre, hvordan den almene holdning er til børn som ham. At børn med særlige behov er uønskede, fordi de skal forsørges og ikke selv kan give noget igen. At de ikke noget værd, fordi de er ikke produktive.

Det er især hårdt, efter jeg har lært ham at kende. Nu er han ikke længere bare en fremmed. Han har en dejlig personlighed. Han er et menneske – en dreng præcis som mine egne drenge derhjemme.