Tørke i Afrika kalder på handling nu
Vi hører ikke meget om det i aviserne og i TV, men det østlige Afrika er lige nu ramt af hård tørke og hungersnød. Hundrede-tusindvis af mennesker lever i sult og yderste fattigdom. Disse mennesker har brug for hjælp – nu.
”Lige nu er der tørke i store området omkring Afrikas Horn. IAS har fået bevilling til to projekter, der skal hjælpe de hungersnødramte mennesker” fortæller IAS’ humanitære koordinator Ravi Christensen. ”Det ene projekt er i Turkana i det nordlige Kenya. Det er nomadefolk, som lever deroppe, og som er meget afhængige af deres kvæg. På grund af uregelmæssig regn har det påvirket både høsten, men også deres vandforsyninger. Samtidig er skolerne begyndt at lukke, fordi der ikke er vand nok. Skolernes brønde tørrer ud. Derfor har vi et projekt i Turkana, hvor vi både tilvejebringer fødevarer og vand til husholdninger og til skoler. Store lastbiler kører i pendulfart vand ud til det afsidesliggende områder. I alt er det mellem elleve og tolv tusinde mennesker, der modtager hjælpen” fortæller Ravi Christensen.
Ravi Christensen og IAS samarbejder om projektet med partnerorganisationen FPCK, Free Pentecostal Churches of Kenya, som er partnere til Betania Kirkecenter i Blåhøj. Her er Festus Mukoya leder, og det er ham, der står i spidsen for den operationelle del af projektet. Han fortæller: ”Det er et område, som er ekstremt varmt, typisk 30 til 40 grader, der er meget tørt og meget sandet. Siden februar sidste år har det ikke regnet overhovedet, hvilket går hårdt ud over nomadefolkets kvæg. Og selv for dem, der dyrker korn på deres marker, har høsten slået fejl. Brønde tørrer ud, så der er mangel på vand og mad. Konsekvensen er, at folk risikerer at dø af sult. Netop, fordi det er nomadefolk, vælger mange af de stærkeste at drage videre til andre områder mod syd for at finde græsningsområder til deres kvæg, men det efterlader de mest sårbare, f.eks. børn og de ældre, hjemme. ”
”Det andet projekt er i Borena i det sydlige Etiopien. Borena har været ramt af mange forskellige humanitære katastrofer” fortæller Ravi Christensen. ”De har været ramt af tørke seks gange siden 2011, og de har været ramt af oversvømmelser og af græshopper, der bare æder det hele. Den seneste regnsæson fra maj sidste år var meget uregelmæssig og gav en høst med et udbytte, der var 70 pct. lavere, end den plejer. Vi har modtaget to millioner kroner til dette projekt. Pengene bruger vi til at støtte de mest udsatte grupper – det vil sige børn, der lider af underernæring, gravide og ammende kvinder og ældre mennesker.
Desuden arbejder vi som et element i projektet også med det, som vi kalder kønsbaseret vold. Vi er næsten færdige med at producere fødevarerne, som bliver produceret i Addis Abba. Nu skal de fordeles; det begynder vi med i næste uge. I Etiopien er det knap 4.000 mennesker, der får gavn af hjælpen i seks måneder” siger Ravi Christensen. ”Det er hjælp, som er absolut livsnødvendig. Men det kan være et dilemma, hvordan det gøres bedst muligt” siger Ravi Christensen. ”Det er meget dramatisk dernede lige nu – og især for de grupper, som vi arbejder med. Vi står hele tiden i dilemmaet: Skal vi hjælpe hele lokalsamfundet, eller skal vi målrette hjælpen til de allermest sårbare. Det, vi kan se, er, at stort set alle er sårbare. Derfor gør vi lidt forskelligt. Når vi hjælper de mest udsatte, så er der mange så mange, at vi i virkeligheden rammer næsten hele lokalsamfundet. Folk er gode til at dele hjælpen i de her samfund. ”
Når det gælder projektet i Borena arbejder Ravi Christensen sammen med Isayas Seyoum, som er Programme Manager. Han fortæller: ”Der er har ikke været reel regn i to år. Kvæg dør, og vi forventer ikke regn før i maj måned. Folk risikerer at dø, hvis de ikke får hjælp, og 200.000 mennesker har umiddelbart brug for mad i området. ” Ifølge Isayas kommer tørke oftere, og regnen er mere og mere uforudsigelig og langt mindre regelmæssigt. Der har været tørke, men også meget hårde regnskyl, der skyller høsten væk. Der er risiko for en ond cirkel: ”Der er ingen tvivl om at det dette skyldes klimaforandringerne. Det er let at observere konsekvenserne af klimaforandringerne” siger Isayas Seyoum ”Vores fokus her og nu er at skaffe vand og mad. Men på længere sigt handler det om at løse problemerne på et mere grundlæggende niveau. Det handler blandt andet om en mere sikker adgang til vand. På længere sigt er der brug for at grave dybere og skabe bedre brønde og vandværker” siger Isayas Seyoum.
Vil du også være med til at hjælpe de tørkeramte i Østafrika?
Du kan støtte IAS og dermed hjælpe de udsatte og marginaliserede.