Alle børn skal have lov at gå i skole
IAS’ rækker ud med hjælp til de mest udsatte børn i Afrika, så de kan komme i skole. Programkoordinator hos IAS, Katja Gunnertoft Bojsen fortæller om arbejdet.
Vi hjælper de mest udsatte
-Piger, børn med handicap og nomadebørn er blandt de mest udsatte. Vi hjælper dem, så de får skolegang og en fremtid, fortæller Katja Gunnertoft Bojsen.
-I de områder, hvor vi arbejder, kan forældre have svært ved at se pointen med at sende en pige i skole. ”Hvad skal hun bruge det til?”, spørger de ofte. Forældrene tænker, at skolegang til en datter ikke lærer hende de kvindelige pligter og opgaver, som hun skal tage sig, når hun bliver gift og stifter familie.
-Desuden spænder fattigdom ben. Forældrene kan ofte ikke se, hvordan de skal kunne betale for skolegang – og så opgiver de på forhånd. Hvis de har flere børn, så satser de på drengene, mens piger og børn med handicap kommer bagerst i køen, siger Katja Gunnertoft Bojsen.
-Vores arbejde er vigtigt, fordi det hjælper børn, som er diskrimineret i deres lokalsamfund. Piger med handicap er dobbelt-diskrimineret. Hvis vi kan give dem skolefærdigheder, bliver deres vilkår for selvstændighed styrket, og de får et håb om en fremtid, som de selv kan præge i stedet for at leve af andres almisser.
Billedet: Katja Gunnertoft Bojsen sammen med en gruppe drenge med nedsat hørelse, Sydsudan.
Hjælp, der også gør en forskel på langt sigt
-Det er vigtigt, at børn kommer i skole. Det er også vigtigt, at de får undervisning, som er relevant og kvalificeret, når de først er indskrevet. Derfor træner vi lærere i, hvordan de f.eks. inkluderer børn med handicap i undervisningen. De træner så andre lærere, så erfaringerne bygges op og gives videre, fortæller Katja Gunnertoft Bojsen.
En del af strategien er at skabe modelskoler. De fysiske rammer har også betydning.
-Vi har fokus på at lave en tilgængelig skole, så der f.eks. er kørestolsramper i stedet for trapper og handicapvenligt toilet, som er kønsopdelt. At kunne komme værdigt på toilet i løbet af skoledagen er en lille ting, der kan have stor betydning for, om en pige med bevægelseshandicap kan få lov at komme i skole.
-Vi har også skoler med et lille testtester, som kan afklare børnenes behov. Her kan vi bl.a. teste hørelse og syn , og vi kan finde frem til de nødvendige hjælpemidler, fortæller Katja Gunnertoft Bojsen.
Billedetekst: Børn til udredning og rehabilitering af deres handicap, Sydsudan.
Styrker de lokale
Programmet handler også om at styrke lokale foreninger af forældre og lærere, så de kan skubbe på hos de lokale myndigheder og få dem i den rigtige retning.
-Det nytter ikke noget, at vi kommer fra Danmark og slår myndighederne i hovedet og fortæller dem, hvordan tingene burde gøres. Det er langt bedre – også på den lange bane – er at styrke de eksisterende eller de spirende foreninger og organisationer, der lokalt ønsker at forbedre livet for udsatte børn. Så kan de lokale tage dialogen med politikere og myndigheder, siger Katja Gunnertoft Bojsen.
IAS opbygger og styrker lokale organisationers lobbyarbejde både lokalt og på nationalt niveau i forhold til regeringerne i Tanzania, Kenya, Sudan og Sydsudan, som er de fire lande, hvor programmet kører.
-Problemet er i høj grad, at gode initiativer ikke bliver gennemført i virkelighedens verden. I alle fire lande har man på papiret love og regler, der skal sikre, at alle børn inkluderes i skolesystemet. Men alt for ofte gennemføres reglerne kun minimalt, og der følger ikke de nødvendige penge med.
-Ved både at fokusere på det nære på den enkelte skole og på at ændre de overordnede rammer kan vi være med til at skabe håb for forandring – både her og nu og i fremtiden, siger Katja Bojsen.
