IAS under og efter Coronakrisen
Coronakrisen har fyldt godt i nyhederne i de seneste måneder, og det fylder også for os i IAS. Det har været en tid med usikkerhed, svære beslutninger og tanker om fremtiden.
Da krisen spredte sig til hele verden, stod det klart for os, at vi ikke kunne rejse i den kommende tid, og at det kunne blive svært at tilse projekter og besøge vore venner og partnere derude. Det kunne også få økonomiske konsekvenser for IAS, hvis der var nedgang i indtægter. Bestyrelsen besluttede derfor at bruge lønkompensationsordningen og sende de fleste af medarbejderne hjem. Ordningen har betydet, at vi har fået et tilskud til løn og likviditet, som hjælper os godt på vej.
I de måneder, det har stået på, har arbejdet i Afrika fortsat på trods af krisen, og vi har omlagt mange af vore aktiviteter, så der nu laves oplysningsarbejde og tages forholdsregler mod smitte, og der gives nødhjælp til særligt udsatte grupper i de områder, hvor vi har projekter. Det er Tanzania, Kenya, Sudan, Sydsudan, Etiopien, Somalia, og Niger. Det er glædeligt, at vi kan række ud til mennesker med Guds omsorg, når de er i nød.
Hvordan ser verden så ud efter Coronakrisen? I Afrika er der flere og flere smittede, og situationen er uoverskuelig, da der ikke er samme testkapacitet og behandlingsmuligheder, som vi har i Danmark. Vi ser en fremtid, hvor IAS må arbejde på en ny måde, bl.a. gennem stærke lokale kirker og partnere, og ved i langt større grad at hjælpe uden selv at være til stede. Og at gaver fra private støtter bliver en vigtig faktor, da fonde og støtte fra bistandsmidlerne let kan ændres af politikerne.
Vi har derfor brug for at rykke tættere sammen, og beder dig om at stå sammen med os i denne tid.
På forhånd tak!
Torben Madsen
Daglig leder, IAS Danmark