Styrk pigers rettigheder i Tana River
I Tana River i Kenya har vi et projekt, der går ud på at styrke unge pigers muligheder og rettigheder. Oplysning og pigeklubber har været vigtige for projektets succes.
"Vores forældre forstår nu børns og unges rettigheder og har påtaget sig flere roller og større ansvar for at sørge for os.“
Ordene tilhører en ung pige ved navn Mwanajuma, der er elev i 8. klasse på Bondeni. Hun udtaler sig om et af vores projekter i Kenya, som går ud på at oplyse forældre om unge pigers udfordringer og ret til uddannelse.
Mwanajuma fremhæver blandt andet den forskel, som uddelingen af hygiejnebind har gjort i hendes liv. Hun forklarer, hvordan adgangen til hygiejnebind har ændret hendes dagligdag:
"Hygiejnebindene har hjulpet mange piger. Jeg har selv haft det svært på grund af manglen på bind og det betyder meget for pigerne i min skole"
Hun fortæller hvad manglen på bind har betydet for området unge piger:
"Under menstruation går mange piger glip af undervisning, fordi vi må blive hjemme fra skole. "Vi går glip af lektioner, og måske består vi ikke eksamen.”
Via oplysende møder har IAS skabt forståelse for pigernes behov, rettigheder og udfordringer. Projektet i Tana River når tillige længere ud end Bondeni. Projektet støtter også piger på naboskolerne og i landsbyerne ved hjælp af oplysning og organisering.
Flere piger fortæller om en bemærkelsesværdig ændring af deres liv på grund af større omsorg og forståelse hos deres forældre. Udstyret med viden om rettigheder for børn og unge, deltager forældrene nu aktivt i deres børns liv. Familierne holder regelmæssige møder og har etableret støttegrupper for særligt udsatte børn.
Børnene har organiseret sig i pigeklubber og klubber for børn med særlige behov. Klubberne har styrket deltagerne selvværd og viden om deres rettigheder. Klubberne har også forbedret forholdet mellem eleverne, lærerne og ledelsen af skolerne.
Historien om at styrke unge piger i Tana River er et godt eksempel på inkluderende uddannelse, som handler om at give alle børn mulighed for skolegang. Historien giver håb for fremtiden og er et godt eksempel på positive ændringer, når man arbejder lokalt og mange aktører går sammen for at løfte de mest sårbare.
Her i IAS Danmark er vi utrolig stolte af vores kollegaer i IAS Kenya og deres arbejde med at støtte, oplyse og organisere børn og unge piger i Tana River.
Styrk pigers rettigheder i Tana River
Du kan støtte IAS og dermed hjælpe de udsatte og marginaliserede.