Tanzania
Inkluderende uddannelse (Inclusive Education - IE) i Rukwa, Katavi og Singida
I Tanzania er handicap et tabubelagt emne. Mange tror at heksedoktorer står bag eller at det er en straf fra Gud. Derfor holdes mange børn med handicap inden døre og kommer ikke skole eller i kontakt med jævnaldrene.
I samarbejde med de lokale partnere i IFI*-konsortiet og Singida Town Center Church arbejder IAS DK for at gøre skolerne og samfundet mere åbent for børn med handicap. Vi laver oplysningskampagner og lærertræninger, forbedrer skolernes fysiske rammer og lægger pres på myndighederne for at optimere forholdene for handicappede. I små lokale undersøgelsescentre bliver graden af barnets handicap vurderet og forældrene får vejledning.
Arbejdet med inkluderende uddannelse i Singida i det centrale Tanzania støttes af DMRU, mens arbejdet i Rukwa og Katavi i den sydvestlige del af landet er en del af programarbejdet, som også implementeres i Kenya, Sudan og Sydsudan. Det finansieres gennem CISU (Civilsamfund i Udvikling) med 12,8 mio. over tre år.
* IFI er en samlet betegnelse for de tre partnere i Rukwa og Katavi: IAS Tanzania, Free Pentecostal Church of Tanzania (FPCT) og Information Center on Disabilities (ICD).
Lokale bønder i Sanjaranda styrkes
I Sanjaranda i det centrale Tanzania træner vi bønder og mobiliserer dem i netværksgrupper. Ved at kende deres rettigheder og være organiseret i landbrugsforeninger kan landmændene sammen stå stærkere og forbedre deres forhold gennem lobbyarbejde på lokalt niveau og videre til distrikts- og regionalt niveau.
Projektet er et samarbejde med Sanjaranda Bible College og Rural Training Centre.