Sudan
Inkluderende uddannelse (Inclusive Education - IE) i Sudan
I samarbejde med IAS Sudan og vores lokale partnerorganisation Al-Masar forbedrer IAS DK adgangen til uddannelse for marginaliserede børn i Dilling i Sydkordofan i den sydlige del af landet. Det er især børn med særlige behov og børn fra nomadiske kulturer, der har svære vilkår, når det gælder skolegang.
Gennem kampagner og organisering i interessenetværk bliver civilsamfundet styrket i at arbejde for børns rettigheder til uddannelse. Vi engagerer flere niveauer i samfundet ved at arbejde med både forældre, skoler og myndigheder.
For at kunne identificere graden af handicap blandt børn med særlige behov er der etableret et regionalt center, hvor børn også modtager træning og hvor forældrene kan blive vejledt i hvordan de bedst støtter deres børn med handicap.
Netværk og dialogforum
IAS arbejder med at styrke civilsamfundet gennem kampagner og organisering i interessenetværk, hvor forældre og lærere mødes for at dele udfordringer og erfaringer. Bl.a. er tre familiestøttegrupper med hver 20 medlemmer blevet etableret i Rashad, og det samme gælder for forældre-lærergrupper i området. Fire gange årligt mødes repræsentanter fra grupperne i et større dialogforum, som også tæller deltagere fra Uddannelsesministeriet. Her diskuteres specialundervisning og tilhørende problematikker. Lokale ledere og medlemmer fra regeringen deltager også og er med til at sikre at projektet kan påvirke beslutningsprocesserne på et højere politisk niveau.
Ved at bringe de marginaliserede børns forhold på dagsorden blandt flere grupper i civilsamfundet, øges opmærksomheden omkring vigtigheden af uddannelse for alle. Det er med til at bryde tabuer og øge villigheden til at lære og engagere sig i børns rettigheder og vilkår – både fra forældres, skolers og myndighedernes side. På den måde kan endnu flere forældre som Khadiga Ahmed Almustafa opleve at deres børn bliver anerkendt som dem, de er, og at de får en plads på skolebænken på lige vilkår med andre elever.
Arbejdet med inkluderende uddannelse i Sudan er en del af programarbejdet, som også implementeres i Tanzania, Kenya og Sydsudan. Det finansieres gennem CISU (Civilsamfund i Udvikling) med 12,8 mio. over tre år.