Etiopien
Inkluderende uddannelse i Sidama-området
Flere steder i Etiopien er handicap forbundet med overtro og noget der bringer skam over familien. Derfor bliver mange børn med handicap lukket inde i deres hjem, de går ikke i skole og bliver ikke en aktiv del af i samfundet. Mange af disse børn lever i fattige familier, da forældrene må blive i hjemmet for at passe barnet og derfor ikke kan arbejde. Ved at hjælpe børnene i skole, giver det samtidig forældrene muligheden for at tjene penge og forsørge familien.
I området Sidama arbejder IAS med at forbedre skolers fysiske rammer, så de bliver mere modtagelige over for børn med handicap. Vi træner lærere i specialundervisning og laver oplysningsarbejde blandt forældre og lokalbefolkningen. Oplysningsarbejdet har både til formål at sprede viden om at handicap ikke er en synd og at handicappede børn har lige så meget ret til at gå i skole som ikke-handicappede børn, men også at gøre forældre opmærksomme på eventuelle handicap, som fører til at nogle børns handicap bliver identificeret under oplysningsarbejdet, så de efterfølgende kan få den nødvendige støtte.
Projektet er et samarbejde med den schweiziske donor, Hoffnungsnetz.
Vand og sanitet til tørkeramte Borena
En kraftig tørke ramte Borena-distriktet i det sydlige Etiopien i efteråret 2017. I samarbejde med IAS Etiopien og med midler fra Den Danske Nødhjælpspulje (DERF) arbejder vi med at bringe rent drikkevand til omkring 8.000 trængende i 12 landsbyer, heriblandt nomadefolk.
Der bliver udgravet seks brønde, og vi underviser også i hygiejne og sanitet. Adgangen til rent vand og oplysning om sundhed mindsker spredningen af vandbårne sygdomme. Tidligere måtte kvinderne gå langt efter vand, og mange piger blev derfor taget ud af skolen for at kunne hjælpe i hjemmene. Ved at bringe vand tættere på befolkningen letter det arbejdet for kvinderne, og pigerne får igen mulighed for at gå i skole.