
Derfor er vi her
Alt for mange mennesker verden over lever i undertrykkelse, stor fattigdom og under konflikt. Vi vil en bedre verden. En verden hvor ingen undertrykkes grundet et handicap, diskrimineres på grund af deres tro eller mister deres livsgrundlag grundet klimaforandringer. En verden, hvor mennesker kan leve liv i værdighed, fred og samhørighed med jorden, som de blev skabt til.
De udstødte og undertrykte står i centrum for vores arbejde. Vores organisation blev født ud af et ønske om at hjælpe børn med handicap i det borgerkrigsramte Somalia. 25 år senere er det stadig ønsket om at støtte de udstødte og undertrykte til liv med bedre muligheder, der driver os.
Vores vision er en verden, hvor mennesker kan leve liv i værdighed, fred og samhørighed med jorden, som de blev skabt til.
Vores mission er at tjene verdens udsatte ved at støtte dem i deres kamp for bedre liv og udvikle lokale partnere til at bringe forandring.
Vores arbejde i Danmark og i det Globale Syd er styret af fire værdier. Disse værdier fungerer som pejlemærker for vores ageren i verden. De styrer vores prioriteringer og handlinger på alle niveauer af organisationen. Vores værdier tager udgangspunkt i et kristent livssyn, hvor troen bliver til handling i næstekærlighed.
Værdighed – Vi tror på, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Derfor fokuserer vi på menneskers iboende værdighed uanset livssituation eller -vilkår.
Håb – Vi mener, at der er håb for en bedre verden for alle. Derfor ser vi muligheder frem for begrænsninger og fokuserer på ressourcer og potentiale i mennesker.
Forståelse – Vi mener, at dialog er grundlaget for, at mennesker kan leve side om side trods store modsætninger. Derfor søger vi at sætte os ind i den andens perspektiv med respekt.
Ligeværdighed – Vi mener, at alle mennesker har lige værd, en stemme og kan bidrage til forandring. Derfor prioriterer vi ligeværdige partnerskaber og inkluderer de mennesker, vi søger at hjælpe, i udviklingen af indsatserne.