”Vi lever i et konstant traume”
Hver dag lever ukrainske børn med luftalarmer, bomber og tab. Mange har mistet deres hjem, deres far – eller følelsen af, at verden er et trygt sted. Midt i den virkelighed arbejder Victoria Raychynets for at hjælpe børn med at finde fodfæstet igen.
Af Christoffer Wilki-Kurtzhals, engagementsleder
"Vi lever i et konstant traume. Omkring 70 procent af de unge viser tegn på alvorlig stress og psykiske belastninger. Derfor er traumebehandling ikke længere et supplement – det er en nødvendighed." Sådan fortæller Victoria Raychynets på telefonforbindelsen fra Kyiv. Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i 2022 har hun og hendes team fra Trauma Healing Institute hjulpet børn og unge, der er dybt mærket af krigen.
En drøm fra barndommen
Victoria var kun 13 år, da hun oplevede, at Gud kaldte hende til at arbejde blandt traumatiserede børn. Drømmen fulgte hende gennem ungdommen, og i 2007 begyndte hun arbejdet blandt udsatte familier. Da krigen ramte Ukraine, blev visionen endnu mere aktuel. "Da jeg mødte traumebehandling, vidste jeg med det samme, at det var den manglende brik i mit arbejde." I dag uddanner organisationen tusindvis af frivillige gennem kirker over hele Ukraine og driver en lang række helingsprojekter for børn, unge og enker.
"Børn, der havde set helvede"
Efter invasionen i 2022 begyndte Victoria og hendes team at hente børn fra befriede områder og landsbyer, hvor besættelse, overgreb og ødelæggelser havde sat dybe spor. "Det var børn, der havde set helvede."
Et af dem var den unge pige Svetlana. Under besættelsen forsøgte hun at beskytte sine tre yngre søskende, mens hendes far blev dræbt, og hendes mor kæmpede med alkoholmisbrug. Hun udviklede svær PTSD, panikanfald og gentagne selvmordsforsøg. På traumecampen mødte hun for første gang et trygt rum, hvor hun gennem tegning og kreative øvelser kunne sætte ord på sine oplevelser. "Børn ved ofte ikke, hvad de føler. Først må de lære at genkende følelserne – og derefter at udtrykke dem," forklarer Victoria.
En af programmets øvelser er, at børnene skriver eller tegner deres smerte på et stykke papir. Ingen andre læser det. Sammen beder de til Gud og lægger symbolsk smerten ved korset. For Svetlana blev det begyndelsen på en ny vej. Efter campen lavede hun et armbånd med et kors og satte det om håndleddet, hvor hun tidligere havde skadet sig selv. "Det blev hendes symbol på, at håbet havde fået plads," fortæller Victoria.
Håbet holder os oppe
Victoria bor fortsat med sin familie i Kyiv, selv om hendes nabolag jævnligt rammes af missiler og droner. "Vi kunne være rejst. Men vi tror, Gud har kaldet os til at være her – både i de gode og de svære tider." Det, der giver hende styrke til at fortsætte, er mødet med de børn, der langsomt får livet tilbage. Som hun fortæller: "Når jeg ser håbet vende tilbage i et barns øjne, ved jeg, hvorfor vi bliver ved."
