Min sjæl er stadig i min fødeby

Ukrainske Natalia måtte flygte fra sin fødeby ved fronten sammen med sin mor, Olga. Mor og datter forsøger nu at etablere et nyt liv i det vestlige Ukraine. Men længslen efter hjemegnen har sat dybe spor i dem begge. 

Natalia og Olga husker tydeligt dagen, hvor deres hjemby i det østlige Ukraine blev ramt af missilangreb. “Da vi hørte lyden af missiler, løb vi så hurtigt vi kunne,” fortæller Olga. Mor og datter søgte ly i deres kælder. Over de næste par måneder måtte de bo i kælderen, da missilangrebene fortsatte. Det var en tid med stor frygt og mange tårer, fortæller de. Midt i det dybeste mørke blev troen et lys. “Hver dag bad vi Gud om at hjælpe os. Jeg læste salme 90 hver dag. Det holdte mig i live,” fortæller Natalia. Olga er enig med sin datter: “Når vi måtte gå ud for at finde mad, bad jeg Gud om at beskytte os. For hvert skridt vi tog, og når vi måtte tage bussen, bad jeg til Gud.” Til sidst blev situationen dog for farlig og det stod klart – de måtte flygte. 

Hun gav os alt

Natalia og Olga flygtede til byen Bolgrad i det vestlige Ukraine. Til trods for at byen fra tid til anden rammes af droneangreb, er her mere sikkert. Siden krigens start er Bolgrads indbyggertal derfor fordoblet. Over 10.000 internt fordrevne ukrainere har søgt tilflugt i byen og har indkvarteret sig i tomme bygninger. Ofte har de boet uden varme gennem årstiderne. Natalia og Olga var nogen af de heldige, da en venlig lokal kvinde tog dem ind i sit hjem. “Hun gav os alt – fra en ske til en seng. Vi er meget taknemmelige for dette,” fortæller Olga berørt. 

Alle er berørt af krigen

At etablere et nyt liv med ar på sjælen fra krigen kan dog være en stor udfordring. Det fortæller leder af hjælpeorganisationen ‘Charity Gift’, Svietlana Bierbat. Siden 2022 har IAS samarbejdet med organisationen om at hjælpe internt fordreven i det vestlige Ukraine. Og behovene er store hos dem der kommer til byen, fortæller leder Svietlana Bierbat: “Der er ingen, der ikke er berørt af krigen. Hver dag lever vi med alarmer. Mange meldes savnet eller omkomne. Børn bliver forældreløs og kvinder bliver enker. Derfor forsøger vi at hjælpe på forskellige måder. Vi uddeler mad og yder psykisk førstehjælp til dem, som er ramt af traumer. Vi hjælper børn til at håndtere krigen gennem forskellige sociale aktiviteter. Vi vil vise, at Gud eksisterer midt i tragedien. At kærlighed og venlighed eksisterer midt i fortvivlelsen.”

Håbet om at vende tilbage

For Natalia og Olga er livet væk fra deres fødeby en daglig påmindelse om krigens store konsekvenser. Livet som internt fordrevet sætter sig om ar på sjælen, fortæller de. Midt i forsøget på at skabe et nyt liv, lever håbet om at vende hjem igen, fortæller Natalia: “Mit håb er, at vi en dag kan vende tilbage. Vi har et hjem her (i Bolgrad red.), men min sjæl er stadig i min fødeby.”